Fra kulturkamp til kulturdrømme

Fra kulturkamp til kulturdrømme

— en slags ekspedition mod formuleringen af ‘Den Danske Drøm’ for det 21. århundrede.

| Introduktion | Læserbrevet som kickstartede Den-Danske-Drøm-jagten | Print de første 35 sider |

Nye dansker-drømme

Klip fra presse og netOprettet af Mik Aidt søn, november 13, 2011 10:22

“I Ny-Dansk Ungdomsråd taler vi om den nudanske drøm, hvor vi alle er en del af det danske fællesskab og er med til at definere nye dansker-drømme på samme måde, som indholdet i Nudansk Ordbog også kan påvirkes ved, at nye ord optages og integreres i sproget,” fortæller 29-årige Senay Arikan, datter af tyrkiske forældre, opvokset i Gellerup, og den 12. november 2011 eksponeret over to avissider i JP Aarhus.

“En god drøm” er en uddannelse, mener Senay Arikan. “Og her skal vi have drengene med,” siger hun.

Senay Arikan drømmer også om et samfund, hvor opsplitningen mellem etniske danskere og indvandrere er mindre.

Hun fortæller JP-journalist Henrik Grønvald, at hun er godt træt af den seneste uges debat efter undersøgelsen ‘Ung i 2011’, som konkluderer, at der foregår en omfattende social kontrol af unge med indvandrerbaggrund, når det gælder kærester, ægtefæller og sociale relationer, fordi undersøgelsen efter hendes mening tegner et uheldigt billede af indvandrerfamilier, og debatten er alt for sort-hvid:

“I virkeligheden tror jeg ikke, at der er den store forskel på danske familier og indvandrerfamilier. Indvandrerforældre har de samme bekymringer som danske forældre. Der er selvfølgelig nogle andre normer og kulturelle forskelle, og der er nogle nye livsstile, som indvandrerforældre skal forholde sig til, men grundlæggende vil de deres børn det bedste.”


Pres udløser trodsreaktion

Den såkaldte værdikamp har ifølge Senay Arikan haft en negativ effekt, fordi ingen bryder sig om at blive belært om, hvordan de skal leve. “Det er trættende og har i mange tilfælde den modsatte effekt,” erklærer Senay Arikan i interviewet.

“Det gik galt med 24 års-reglen, og pres vil kun udløse en trodsreaktion. Men gennem uddannelse og arbejde vil mange opleve at få selvtilliden og styrken til at finde deres egen vej. Med det netværk, som jeg har opbygget gennem min uddannelse og sidenhen, vil jeg ikke kunne undertrykkes. Uden uddannelse og viden er man nemmere at kontrollere.”


Europæer, dansker eller aarhusianer?

Henrik Grønvald kommer i interviewet også ind på spørgsmålet om identitet:

“Som så mange andre, der er splittet mellem to kulturer, har Senay Arikan også opfattet sig som både tyrkisk og dansk,” skriver han. “Men i 2009 drog hun tre måneder til Tyrkiets største by, Istanbul, og denne rejse blev et vendepunkt for hendes selvopfattelse.”

I Tyrkiet gik det op for Senay, at hun ikke var tyrker, og det blev hun heller ikke opfattet som af tyrkerne.

“I deres øjne var jeg europæer, og det kan jeg også godt identificere mig med.”

Henrik Grønvald spørger, om hun ikke føler sig dansk.

“Jeg opfatter mig mere som aarhusianer end som dansker. Jeg kan slet ikke relatere mig til folk fra Vollsmose eller indvandrermiljøerne i København. Jeg kan heller ikke relatere mig til bandekrigene.”

Senay Arikan ser optimistisk på fremtiden. Hun håber og tror på, at vi i fremtiden vil kunne se ud over etnicitet og begynde at acceptere hinanden, som vi er.


Senay Arikan har læst filosofi og statskundskab på Aarhus Universitet og arbejder i dag som projektleder i Fritidscentret Toveshøj og Gellerup. Desuden er hun medlem af Ny-Dansk Ungdomsråd og er formand for foreningen O.N.E. Aarhus.


Artikel i Jyllands-Postens Aarhus-tillæg den 12. november 2011:
Senay Arikans drøm

Af Henrik Grønvald
jp.dk/aarhus/politik/article2605274.ece