Fra kulturkamp til kulturdrømme

Fra kulturkamp til kulturdrømme

— en slags ekspedition mod formuleringen af ‘Den Danske Drøm’ for det 21. århundrede.

| Introduktion | Læserbrevet som kickstartede Den-Danske-Drøm-jagten | Print de første 35 sider |

Nation branding værdier

Klip fra presse og netOprettet af Mik Aidt lør, december 03, 2011 13:23
Klavs Holm er en mand, der er overbevist om, at danskerne kan noget særligt – og at vi skal blive bedre til at vise verden, hvad det er, vi står for og hvad vi kan.


Klavs Holm er Public Diplomacy-ambassadør i Udenrigsministeriet og fredag den 2. december 2011 havde TV2News’ Kulturudsendelse inviteret ham i tv-studiet, fordi han er den, som har sørget for, at Udenrigsministeriet støttede det internationale magasin Monocle med 700.000 kroner i forbindelse med en udgivelsen af et særtillæg om Danmark.

I den forbindelse kom han ind på, hvad han oplever er nogle af de værdier, som Danmark kan gå ud i verden med og markedsføre sig positivt på – vores såkaldte ‘nation branding værdier’.

Han fortalte blandt andet om Danmark, at “Vi ved, at Danmark er et rigtigt godt produkt. Der er faktisk ikke så mange, der kender Danmark, som vi selv gerne tror. Men NÅR de så læser om Danmark, og hører om Danmark, så synes de det er ret godt. Og hvis de tager til Danmark og oplever det selv, så synes de det er supercool.”

Ifølge Klavs Holm er de danske ‘nation branding’ værdier noget med den måde, danskerne arbejder med menneskerettigheder og en relativt høj udviklingsbistand, vores klimadagsorden, det danske design og vores måde at behandle hinanden på – det danske velfærdssystem.


Som Public Diplomacy-ambassadør er Klavs Holm begejstret for den effekt, som som sådan et særtillæg i Monocle kan have. Det kan medvirke til, som han siger, at “Når vi taler med de formelle kanaler, eller med alle de andre, [de civile aktører], så har de allesammen allerede et indtryk af, at... ‘Nå, nu kommer ham dér fra Danmark... Det er jo ham, der kommer fra et temmelig okay land. De kan en masse ting. De står for noget – rent politisk – med menneskerettigheder og udviklingsbistand,’ hvis vi tager dét, ‘og de står også for hele vores klimadagsorden og vores design og vores måde at behandle hinanden på, og vores welfare security system,’ og hvad man ellers bruger af nation branding værdier. Kort og godt: De har fået et forhåndsindtryk af Danmark, som er positivt. Det arbejder vi rigtigt meget på. Og vi ved, at sådan noget virker. Du kan sige det på en anden måde: Danmark er et rigtigt godt produkt. Hvis det havde været en vare... altså, sådan en vare bliver man jo nødt til at markedsføre. Det er dét vi gør [med Monocle-survey indstikket], blandt andet.”

Forfatteren Knud Romer blev i samme udsendelse bedt om at komme med sin vurdering af Monocle-særtillægget, og han var ligeledes begejstret for det. Knud Romer mener, at det har været alle de offentlige sponsorpenge værd: “Som havde det været den nye regeringsplan! Det har den vision, den optimisme og den fremdrift...”

Her er et lille klip fra udsendelsen.


Jeg må vist have fat i det nummer af Monocle! (De har ikke lagt det ud på Monocles hjemmeside.)


Nye dansker-drømme

Klip fra presse og netOprettet af Mik Aidt søn, november 13, 2011 10:22

“I Ny-Dansk Ungdomsråd taler vi om den nudanske drøm, hvor vi alle er en del af det danske fællesskab og er med til at definere nye dansker-drømme på samme måde, som indholdet i Nudansk Ordbog også kan påvirkes ved, at nye ord optages og integreres i sproget,” fortæller 29-årige Senay Arikan, datter af tyrkiske forældre, opvokset i Gellerup, og den 12. november 2011 eksponeret over to avissider i JP Aarhus.

“En god drøm” er en uddannelse, mener Senay Arikan. “Og her skal vi have drengene med,” siger hun.

Senay Arikan drømmer også om et samfund, hvor opsplitningen mellem etniske danskere og indvandrere er mindre.

Hun fortæller JP-journalist Henrik Grønvald, at hun er godt træt af den seneste uges debat efter undersøgelsen ‘Ung i 2011’, som konkluderer, at der foregår en omfattende social kontrol af unge med indvandrerbaggrund, når det gælder kærester, ægtefæller og sociale relationer, fordi undersøgelsen efter hendes mening tegner et uheldigt billede af indvandrerfamilier, og debatten er alt for sort-hvid:

“I virkeligheden tror jeg ikke, at der er den store forskel på danske familier og indvandrerfamilier. Indvandrerforældre har de samme bekymringer som danske forældre. Der er selvfølgelig nogle andre normer og kulturelle forskelle, og der er nogle nye livsstile, som indvandrerforældre skal forholde sig til, men grundlæggende vil de deres børn det bedste.”


Pres udløser trodsreaktion

Den såkaldte værdikamp har ifølge Senay Arikan haft en negativ effekt, fordi ingen bryder sig om at blive belært om, hvordan de skal leve. “Det er trættende og har i mange tilfælde den modsatte effekt,” erklærer Senay Arikan i interviewet.

“Det gik galt med 24 års-reglen, og pres vil kun udløse en trodsreaktion. Men gennem uddannelse og arbejde vil mange opleve at få selvtilliden og styrken til at finde deres egen vej. Med det netværk, som jeg har opbygget gennem min uddannelse og sidenhen, vil jeg ikke kunne undertrykkes. Uden uddannelse og viden er man nemmere at kontrollere.”


Europæer, dansker eller aarhusianer?

Henrik Grønvald kommer i interviewet også ind på spørgsmålet om identitet:

“Som så mange andre, der er splittet mellem to kulturer, har Senay Arikan også opfattet sig som både tyrkisk og dansk,” skriver han. “Men i 2009 drog hun tre måneder til Tyrkiets største by, Istanbul, og denne rejse blev et vendepunkt for hendes selvopfattelse.”

I Tyrkiet gik det op for Senay, at hun ikke var tyrker, og det blev hun heller ikke opfattet som af tyrkerne.

“I deres øjne var jeg europæer, og det kan jeg også godt identificere mig med.”

Henrik Grønvald spørger, om hun ikke føler sig dansk.

“Jeg opfatter mig mere som aarhusianer end som dansker. Jeg kan slet ikke relatere mig til folk fra Vollsmose eller indvandrermiljøerne i København. Jeg kan heller ikke relatere mig til bandekrigene.”

Senay Arikan ser optimistisk på fremtiden. Hun håber og tror på, at vi i fremtiden vil kunne se ud over etnicitet og begynde at acceptere hinanden, som vi er.


Senay Arikan har læst filosofi og statskundskab på Aarhus Universitet og arbejder i dag som projektleder i Fritidscentret Toveshøj og Gellerup. Desuden er hun medlem af Ny-Dansk Ungdomsråd og er formand for foreningen O.N.E. Aarhus.


Artikel i Jyllands-Postens Aarhus-tillæg den 12. november 2011:
Senay Arikans drøm

Af Henrik Grønvald
jp.dk/aarhus/politik/article2605274.ece


Nye tider kræver nye tanker

Klip fra pressenOprettet af Mik Aidt man, oktober 24, 2011 22:26
“Vi står over for nye tider, som kræver nye tanker. Er regeringsskiftet i Danmark et tegn på dette opbrud? Nok til en vis grad. Mange fatter, at vi ikke kan fortsætte som hidtil. Kinas, Indiens og Brasiliens fremmarch, foråret i den arabiske verden og de vestlige finansinstitutioners nedslidning er alle symptomer på det samme - på dette, at en ny verdensorden trækker op. Man kan besvare dens udfordringer med julestads, nedrullede gardiner og grænsebomme. Det vil intet hjælpe. Så ubønhørligt som Renæssancen afløste Middelalderen, vil vi i Vesten blive sejlet agterud, såfremt vi ikke genopfinder os selv, såfremt vi ikke står ud på den kommende civilisations stormfulde hav medbringende det bedste, vi har, vor nysgerrighed og åbenhed, vort demokrati, viljen til at diskutere, viljen til at se kritisk på alt det falske, som tårnes op omkring os.”

Per Nyholm, forfatter og journalist, i Jyllands-Posten den 20. oktober 2011
jp.dk/opinion/klumme/article2581997.ece

Drømmene og smerterne forener os mennesker

Klip fra pressenOprettet af Mik Aidt søn, oktober 23, 2011 22:09

Kommentar af Senay Arikan


Magtbalancerne i verden er i forandring, og økonomisk velstand er blevet historie i vores tid. Skal vi stoppe med at tro på at solen vil stå op i morgen, eller være bange for at kæmpe for i morgen, fordi vi er bange for at møde smerten? Hvad vi ikke dør af, vil kun gøre os stærkere. Derfor er min appel til mennesket, som ganske naturligt møder en naturlig tendens til belastning i form af økonomisk krise, fyringsrunder eller en ny regering: Det hele skal nok finde sin orden. Men inden da skal Danmark have defineret, hvad den danske drøm skal være, og lad os være fælles om den!

I eventyret om Alice i Eventyrland husker jeg tydeligt, hvordan Alice møder Filurkatten i den fortryllende skov og spørger katten, hvilken vej hun bør gå? Katten svarer Alice, at det kommer an på, hvor hun skal hen?

Og vi kender alle til det at drømme fra vi har været barn, ung, voksen, virksomhed, politiker eller stat – hvor drømmene ganske enkelt har været en ordinær menneskelig egenskab, som vi i platonisk forstand kan kalde menneskets areté. Dvs. at drømmene evner at fungere som de skal, for mennesket. De skaber vores muligheder, og er det mest virkelige og objektive der i flere årtusinder stadig eksistere som kernen for fx virksomheders interne sammenhængskræft.

Vi har en naturlig tendens til at antage at imorgen er en ny dag. For hvorledes ville menneskets hverdag se ud, hvis vi gik i seng med forestillingen om at det her vil være vores sidste nat? Ville vi ikke udskyde alt, og stoppe med at investere i os selv, vores omverden og ikke mindst stoppe forsøget på at ændre vilkår?

I visse lande er disse ‘Visioner’ sat ud af spil. Vi ser at den ‘ægyptiske drøm’ nu er sat i undtagelsestilstand af militæret – som egentlig var set til at være bæreren af drømmen for det ægyptiske folk.

I Libyen venter en ny drøm, hvor demokrati og menneskets anstændighed atter igen vil blive citat i menneskernes sind – på sigt.

Verden er i forandring, fordi nogen har taget ‘Drømmen’ til sig, men på vej til at tilnærme sig denne, er der i retning af drømmen også en smerte som er uundgåelig. Smerten alene er ubærlig.

I Syrien ser vi pessimismen ramme befolkningen. Syrien har brug for at nogen kan give faklen videre, og stå på den anden side af stafetten, når Assad bliver væltet. For intet menneske kan leve i en naturtilstand, hvor mennesket befinde sig i en konstant kamp om overlevelse hos den syriske befolkning. Der er brug for ‘Drømmen’ også i Syrien. Der er brug for at ‘Drømmen’ har en modtager.

Den danske hverdag er påvirket i den pessimistiske retning. Danmarks økonomi har skabt tendensen til at borgerne ikke ser at der findes en drøm for vores land, fremtid og for vores børn. Hvor er kampråbene blevet af efter valgkampen, og hvor er drømmen om et bedre Danmark forsvundet hen, når medierne skyder den nye regering ned, gang efter gang?

I Danmark har vi på baggrund af individualismen ikke tradition for at tænke solidaritet når det går ned af bakke. Det handler om at redde sin egen pæne mås, i stedet for at tænke sammenhæng.

Vi skal ophøje Danmark, og vi skal tænke MENNESKE = KAPACITET!

Vi skal alle være med til at udtænke den nye danske drøm!


Postet som note på Facebook af Senay Arikan den 23. oktober 2011 kl. 14:40

En ny selvtillid vil komme bragende

Klip fra pressenOprettet af Mik Aidt man, oktober 10, 2011 22:34
“En ny selvtillid vil komme bragende i de kommende år,” spår forfatteren Tor Nørretranders

“Lige nu er vi i en opvågningsfase. En fase, hvor vi får bevidstheden tilbage. Hvor vi får modet tilbage. Hvor vi tør lidt igen – efter at vi har været igennem nogle frygteligt mærkelige årtier. Det sidste årti har måske været specielt mærkeligt. Præget af egoisme, friværdi, kynisme og fremmedhad og en hel masse væmmelige ting. Men også 1990erne var orienteret meget imod det rationelle, det fornuftige og det stramme. Det er som om, at vi nu er i en optøning, hvor folk pibler frem fra sprækkerne og hjørnerne – folk, som har gemt sig lidt i rigtigt mange år, som nu siger:

“Der er noget, der hedder anstændighed. Der er noget, der hedder fællesskab. At tage sig af hinanden. At skabe ånd sammen. Der er noget, der hedder at hjælpe hinanden med at skabe bedre liv. Der er noget, der hedder: Vi vil noget mere med vores tilværelse!”

Det har været stuvet af vejen og gemt. Man har dukket hovedet i forhold til disse ting. Jeg tror, at hele den selvtillid er på vej tilbage nu og vil komme bragende i de næste år. Den vil komme bragende OGSÅ fordi, at vi vil se nogle helt ubegribeligt voldsomme økonomiske og økologiske kriser i de kommende år, som gør, at vi virkelig bliver nødt til at spørge os selv: ‘Hvad er det vi vil?’ – og så at få det gjort.”

“Jeg tror, at kultur kommer til at handle om, at få nogle ting, som vi traditionelt har skilt ad til at hænge sammen. Vi har traditionelt tænkt om kultur som noget, der foregår i offentligt regi, adskilt fra dem der tjener pengene. Kultur er noget med store institutioner og statslige budgetter, mens resten af samfundet er kultur- og åndløst. Det vil være meget anderledes fremover. Jeg tror meget mere, at kultur vil være noget, der bliver skabt af små steder, som meget ofte er private – som meget ofte bare er nogle mennesker, der sætter sig ned og går i gang. Folk, som laver kultur på den måde, at de måske har en lille biks kørende med noget grafisk arbejde og noget konsulentarbejde, eller med alle de dér mærkelige ting, som folk går og laver i vore dage, som gør, at de ikke er på en almindelig arbejdsplads, men har en selvstændig lille biks kørende – og i den sammenhæng producerer noget kultur, noget sammenhæng, noget indhold, noget mening. Og dér kan kulturhusene blive fantastisk vigtige, sammen med højskolerne, hvis de tager en ny rolle som dem, der formidler og er platform for alle disse mennesker i lokalområdet...”

Tor Nørretranders, forfatter

i et videointerview, som blev optaget som optakt til et Open Space møde på Kulturhuset Islands Brygge i København, (uddrag: 3:28 - 5:57).

Videointerviewet kan ses her:

www.kulturdialoger.dk/open-space-2-oktober


En jævnhed der indebærer at alle kan være med

Klip fra pressenOprettet af Mik Aidt søn, oktober 09, 2011 21:51
Den “danske styrke er og forbliver i de folkelige fællesskaber, i en jævnhed der indebærer, at alle kan være med. Det begyndte med tingstederne, som stadig står i landskabet, og hvis man skal tro den romerske historieskriver Tacitus’ beklagelser over danerne, så fik kvinderne endda lov til at tale med, og høvdingen kunne ikke bare kommandere, men skulle sikre sig opbakning fra alle. Det fortsatte med andelsbevægelsen, højskolebevægelsen, husmandsbevægelsen og arbejderbevægelsen – og endda i folkekirken og frikirkerne, i folkeskolen og i friskolerne, og det er ikke slut endnu. Måske – måske – ser vi den ægte danske kulturarv og de ægte danske værdier gro frem igen i en svær økonomisk tid.”

(...)

“Det er helt bestemt et opgør med den store fortælling om vindere og tabere, som alle synes grebet af. Det er fortællingen om, hvordan alle kan blive vindere – ved at kunne være med og bidrage.”

Læserbrev af Ole Grünbaum i Weekendavisen #40 den 7. oktober 2011 på side 12: ‘Den nye kraft i dansk politik’

Drømme-fundament

Klip fra pressenOprettet af Mik Aidt fre, september 30, 2011 20:53

33-årige Alen Mešković har udgivet bogen ‘Ukulele-jam’ på Gyldendal. Bogen bliver rost i en anmeldelse i Weekendavisen, hvor Johanne Mygind den 30. september 2011 skriver: “Forlagsbranchen har i årevis sukket efter den nydanske forfatter, som ligesom de store engelske indvandrerforfattere kunne skrive bestsellere om livet i det multikulturelle Europa. Med Alen Mešković går dette håb måske omsider i opfyldelse.”

I et interview med forfatteren i samme avis fortæller Alen Mešković:

“Vi har brug for ledere, som kan se fremad og fortælle os historier om, hvor vi skal hen. Det er det, vi har bygget velfærdssamfundet på. Nu skal vi videre, og det skal bygges om til noget andet. For dagsordenen er en anden. Det skal jo ikke være sådan, at en opposition bare vil bevare, hvad der findes.”

– Tænker du nu på valgkampen?, spørger Joakim Jakobsen.

“Ja, jeg savner, at det hele ikke bare handler om, hvor mange børn der skal være i en klasse. Jeg savner, at det er noget mere end koreograferet valgkamp, hvor statsministeren går over gulvet i et tv-studie med en gul seddel. Det er jo bare lir. Det er bare tv. Dagen efter valget skulle jeg tidligt op for at rejse til Jylland. Alligevel blev jeg siddende oppe et par timer ekstra for at se Helle Thorning-Schmidt holde sin tale. Og hvad sagde hun? Ingenting. Ing-en-ting. Hun takkede sine nærmeste medarbejdere, som om det var en Oscar-takketale.”

Alen Mešković gemmer ansigtet i hænderne som halvt i desperation, halvt i beskæmmelse. “Jeg har ikke hørt nogen kritisere hende for det. Og det undrer mig virkelig.”

– Hvad burde hun have sagt?

“Der ligger nogle historier, som hun burde have grebet chancen for at formidle. Helle Thorning- Schmidt er jo ikke dukket op af sig selv. Hun ligger jo for eksempel i forlængelse af Nina Bang, Danmarks og verdens første kvindelige minister – var det ikke i 1924? Helle Thorning står der i Vega, det gamle Folkets Hus, hvor der gudhjælpemig er noget, der hedder Nina Bang Salen, ikke? Fortæl for pokker historien om det Danmark, der er gået forud, fortæl om dig selv og om den tid, som kommer. Et eller andet, så vi kan skrive vores placering i historien ind.”

– Men er problemet på Balkan ikke netop, at der fortælles alt for kraftige historier?

“Jo, det er ovre i den helt anden grøft. Der flyder det med myter og mistolkninger og overfortolkninger. Der er intet fundament under det. Men her i Danmark er der for pokker et fundament og et overskud, der kan bære dén patos. Et fundament, som burde kunne bære nogle drømme.”

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Klip fra Weekendavisen #39 den 30. september 2011

« Forrige